AAU logo
Ph.d.-afhandling ved Tove Stenderup: Musikalsk samvær i den socialpædagogiske indsats med mennesker med erhvervet hjerneskade

Ph.d.-afhandling ved Tove Stenderup: Musikalsk samvær i den socialpædagogiske indsats med mennesker med erhvervet hjerneskade

Dette forskningsprojekt har undersøgt, hvilken betydning musikalsk samvær har i den socialpædagogiske indsats med mennesker med erhvervet hjerneskade. Analysen viser, at musik på flere måder er en meningsfuld samværsform, der hjælper borgerne med sprog (udtale og artikulation), hukommelse og motorik (afslapning i kroppen og jævne bevægelsesmønstre) samt støtter borgerne i at være i et socialt samvær med andre og danne relationer.

Musikalsk samvær i den socialpædagogiske indsats med mennesker med erhvervet hjerneskade - Et kvalitativt forskningsprojekt i et aktionsforskningsperspektiv

af Tove Stenderup

I Danmark lever 120.000 mennesker med en erhvervet hjerneskade. Hjerneskade fører ofte til udfordringer med motorik og kommunikation og kan have omfattende konsekvenser i forhold til at indgå i sociale sammenhænge. Når borgeren er udskrevet fra hospitalet, er det et kommunalt ansvar at tilbyde støtte til borgeren i det videre forløb med det formål at fremme den enkeltes mulighed for at udvikle sig, klare sig selv, lette den daglige tilværelse og forbedre livskvaliteten. En stor del af den personalegruppe, der varetager støttearbejde for denne gruppe, har en uddannelse som socialpædagog.

Et kerneområde i socialpædagogisk praksis er at skabe relationer mellem mennesker med særlige behov, således at de gives mulighed for forandring. Det pædagogiske projekt kan beskrives som en relation mellem den, pædagogen tilstræber at give mulighed for en ønsket forandring, den, der varetager forandringsprocessen, og et motiv, som rettes mod udvikling af det sociale menneske. Socialpædagoger anvender således praksiskunnen i den socialpædagogiske relation.

Formålet med dette forskningsprojekt var at undersøge, hvilken betydning musikalsk samvær har i den socialpædagogiske indsats med mennesker med erhvervet hjerneskade, og hvilken betydning musik fra hverdagskulturen har i den sammenhæng.

Musik kan indgå i mange forskellige former for aktivt samvær gennem sang, spil eller dans eller receptivt, hvor man lytter til musik alene, i fællesskab eller ved koncerter. Musikalsk samvær er kendetegnet ved, at fremførelse, produktion og reproduktion af musik bidrager til personligt velvære og muligheder for at danne sociale relationer. Gennem musikalsk udøvelse opnås handlingserfaringer ud fra et perspektiv om, at man lærer at danse ved at danse. Disse handlingserfaringer er båret frem af musik fra den hverdagskultur, man er omgivet af. Musik fra hverdagskulturen bliver dermed en vigtig kilde til, hvilken musikgenre man er fortrolig med. Det kalder jeg for hverdagsmusik. Hverdagsmusik påvirker måder at agere på i musikalsk samvær, hvilket jeg kalder for hverdagsmusikalitet. På mange måder er hverdagsmusik og hverdagsmusikalitet kilde til at samle mennesker og styrke sociale færdigheder og personlig identitet.

Forskningsmetoden var aktionsforskning, som muliggjorde udforskning af meningsrelationer mellem mennesker samt at sætte praksisviden og teorier fra forskellige faglige perspektiver i spil i udforskning af interessefeltet. Tre socialpædagoger fra et kommunalt støttetilbud i en mellemstor midtjysk kommune var medforskere i projektet. I forskningsprocessen mødtes vi i forskellige typer af møder, forskningsdage, refleksionsteam, besøg og samtaler samt musikalsk samvær. Gennem 10 måneder var fire borgere inkluderet i studiet, hvor de sammen med socialpædagogerne og mig var med til at tilrettelægge musikalsk samvær i to forskellige former for aktionseksperimenter. Det ene eksperiment var organiseret som sammenspil. Her mødtes borgere, socialpædagoger og forsker i et musiklokale uden for borgerens hjem. Indholdet i sammenspil var besluttet af socialpædagogerne og forsker i fællesskab, og forsker havde ansvaret for den musikalske del. Det andet eksperiment var individuel musik. Her mødtes den enkelte socialpædagog med den borger, vedkommende var tilknyttet som kontaktperson, i borgerens hjem. Data fra hele forløbet blev indsamlet ved brug af video, billeder og feltnoter fra alle typer af møder.

I den første del af analyseprocessen blev data systematiseret gennem to analytiske greb, hvor systematiseringen foregik i fem spor, der resulterede i en inddeling af materialet i fem kategorier. Herefter fulgte en kondensering bestående af dybdegående og refleksive analyser af udvalgte praksiseksempler, og mine fund er præsenteret i tre selvstædige artikler. Analyse af praksiseksempler viste, hvordan musik på flere måder er en meningsfuld samværsform, der hjælper borgerne med sprog (udtale og artikulation), hukommelse og motorik (afslapning i kroppen og jævne bevægelsesmønstre) samt støtter borgerne i at være i et socialt samvær med andre og danne relationer. I den afsluttende refleksive analyse af fælles viden og handlingsforståelser pegede socialpædagogerne på, at de gennem musikalsk samvær ser borgerne og deres potentialer i et bredere perspektiv, og at det perspektiv bør tænkes ind allerede i forbindelse med visitation af borgeren.

Socialpædagogerne pegede desuden på, at de oplever udfordringer i forhold til egne musikalske kompetencer, og at både egen kompetenceudvikling og et tværprofessionelt samarbejde er nødvendigt, hvis de skal føle sig trygge og have fagligt overskud til at inkludere musik i en social indsats. Et kompetenceløft inden for musik kan indgå under uddannelsen og som et videreuddannelsesforløb og i begge tilfælde knyttes an til praksis.

Hent Tove Stenderups ph.d.-afhandling